275
naa en lignende Effekt hos Awdotja Romanowna. Men jeg var for enfoldig og utaalmodig og fordærvede hele Historien for mig. Awdotja Romanowna havde ogsaa før, men især en Gang, følt en grundig Antipati mod Udtrykket i mine Øjne. I dem glødede der stedse hæftigere og uforsigtigere en vis Ild, som skræmte hende og tilsidst indgød hende Had. Jeg springer over Enkelthederne, men Resultatet var — vi blev uenige. Saa begik jeg atter en stor Dumhed; jeg begyndte at gøre Nar af denne Propaganda og disse Omvendelsesforsøg; Parascha kom atter i Tur igen, og ikke hun alene — kort sagt, det var et Sodoma. Aa, Rodion Romanytsch, hvis De bare en eneste Gang i Deres Liv havde set, hvorledes Deres Søsters Øjne kan funkle! Bryd Dem ikke om, at jeg har drukket et Glas Vin og derfor er fuld; jeg taler sandt; jeg forsikrer Dem, at dette Blik forfulgte mig i mine Drømme; jeg kunde tilsidst ikke længer udholde hendes Kjoles Raslen. Jeg forsikrer Dem, jeg var nær ved at faa Krampe; aldrig havde jeg tænkt mig, at jeg saaledes kunde miste Herredømmet over mig selv. Kort sagt, en Forsoning var ubetinget nødvendig — men den var umulig. Og hvad mener De vel, at jeg da gjorde? Til hvilken Grad af Dumhed kan dog ikke Raseriet bringe et Menneske! I Betragtning af, af Awdotja Romanowna i Grunden dog egenlig var en Tiggerske — undskyld, det er ikke saaledes ment … men det gør for Resten ikke noget, Begrebet er jo det samme! — altsaa lad os heller sige: i Betragtning af, at hun levede af sit Arbejde, at hun sørgede baade for sin Moder og sin Broder — av, for Fanden, nu rynker De jo Panden igen! — besluttede jeg mig til at byde hende hele min Formue — jeg raadede den Gang over tredive Tusind — for at faa hende til at flygte med mig, enten hid til Peters-
