285
fra Skrivebordet en fem Procents Obligation — se her, hvor mange jeg har af dem! — den veksler jeg i Dag. Naa, har De nu set alt? Jeg har ikke mere Tid at spilde. Nu bliver Skrivebordsskuffen og Døren lukket af og vi er atter ude paa Trappen. Skal vi saa tage en Vogn? Jeg rejser ud til Øerne. Har De ikke Lyst til at være med? Jeg kører ud til Jelagin … Hvad, De vil ikke gennemføre Deres Rolle? Bare en Køretur … De er vel ikke bange for en Smule Regn?… Det gør Ingenting, vi slaar Kaleschen op.”
Swidrigailow sad allerede i Vognen.
Raskolnikow grundede paa, om ikke hans Mistanke kunde være ubegrundet. Uden at svare gjorde han derfor omkring og gik i Retning af Høtorvet.
Hvis han under Vejs blot en eneste Gang havde vendt sig om, vilde han have bemærket, at Swidrigailov lod holde omtrent en Hundrede Skridt borte, betalte for Vognen og nu stod paa Fortovet. Men Raskolnikow saa ikke noget af dette, han var drejet om et Hjørne.
Det var en dyb Væmmelse, som foranledigede ham til at forlade Swidrigailow. „Hvordan kunde jeg blot et Øjeblik vente mig noget af denne raa Slyngel, af denne gamle Vellystning og Skurk!” sagde han uvilkaarligt.
Ganske vist var hans Dom for ilfærdig og for letsindig. I Swidrigailows Personlighed var der i al Fald noget, som gav ham en vis hemmelighedsfuld Originalitet, men hvad hans Søster angik, var Raskolnikow trods alt overbevist om, at Swidrigailow ikke vilde lade hende være i Fred. Men nu var det ham for besværligt og utaaleligt evigt blot at tænke paa denne Eventualitet.
Da han havde fjærnet sig en Snes Skridt alene, var han allerede hensunken i dybe Tanker. Og ved
