286
Broen blev han staaende ved Rækværket og saa ned i Vandet.
Pludselig stod hans Søster bagved ham.
Han havde mødt hende ved Broens Begyndelse uden at lægge Mærke til hende. Hun havde endnu aldrig set ham gaa saadan paa Gaden og var ganske forskrækket over hans Udseende.
Hun blev staaende og var i Tvivl om, hvorvidt hun skulde tale til ham eller ikke. Pludselig bemærkede hun Swidrigailow, som skyndte sig hid i Retning fra Høtorvet af.
Han syntes at nærme sig hemmelighedsfuldt og forslgtigt. Han gik ikke op paa Broen, men blev staaende til Siden paa Fortovet og gjorde sig al mulig Umage for ikke at blive set af Raskolnikow. Dunja Romanowna havde han forlængst set og gjorde Tegn til hende; det syntes, som om han vilde give hende et Vink om ikke at tale til Broderen, men lade denne være i Fred, og at hun skulde komme hen til ham.
Hun føjede ham ogsaa. Hun passerede sagte omkring Broderen og nærmede sig Swidrigailow.
„Skynd Dem!” hviskede han til hende. „Rodion Romanytsch maa ikke vide noget om vor Sammenkomst. Jeg maa fortælle Dem, at jeg sad med ham ikke langt herfra i en Restavration, hvor han opsøgte mig; det kostede mig Møje at blive ham kvit. Han véd, at jeg har skrevet til Dem og har Mistanke. Jeg tror ikke, at De har sagt ham noget; men hvem kan det da have været?”
„Nu er vi langt borte fra ham,” afbrød hun ham, „han kan ikke mere se os. Jeg maa sige Dem, at jeg vil ikke gaa længere med Dem. Hvad De har at meddele mig, det kan De godt sige mig her paa Gaden.”
„Jeg kan paa ingen Maade sige Dem det paa
