292
Hovedøjemedet med den er berettiget. En eneste slet Gærning undskyldt ved hundrede gode Gærninger. Naturligvis, for en ung Mand med de bedste Anlæg og med umaadelig Egenkærlighed er det krænkende at vide, at han f. Eks. blot behøver tre Tusind Rubler for at skabe sin hele Karriere, sit hele Livs Fremtid, men at disse tre Tusind desværre fattes ham. Føj saa dertil en ophidset Tilstand, foranlediget af Sult, daarlig Bolig, lasede Klæder, foranlediget af den klare Erkendelse af hans herlige sociale Situation, dertil Søsterens og Moderens Stilling! Men allermest var vel Hoffærdighed og Stolthed Hovedgrunden; for Resten, Gud maa vide det, maaske har han ogsaa ædlere Tilbøjeligheder … Jeg fordømmer ham jo ikke, tro ikke det; det er heller ikke min Sag. Fremdeles hænger dette sammen med hans lille Teori, efter hvilken Menneskene inddeles i det blotte Materiale paa den ene Side, i særlige, udvalgte Naturer paa den anden. Disse sidste er de, for hvem der, i Betragtning af deres fremragende Stilling, ikke er skrevet Love; tværtimod, de skriver selv Love for andre, for det saakaldte Materiale, for Pøblen. Napoleon har især imponeret ham uhyre, det vil sige, egenlig har den Kendsgærning, at geniale Mennesker ikke bryder sig om enkeltstaaende Misgærninger, men uden at betænke sig skrider hen over dem, imponeret ham. Det lader til, at han har bildt sig ind at være et genialt Menneske, — i det mindste maa han en Tid lang have været overbevist om det. Han har lidt meget og lider endnu ved den Tanke, at han vel har kunnet opstille en Teori, men ikke formaaet, uden at betænke sig, at skride hen over alt, og at han derfor ikke er noget genialt Menneske. Naa, og det er nedbrydende for en ung Mand med Egenkærlighed, især i vor Tid…”
