291
„Det er ikke muligt!” mumlede Dunja med ligblege Læber og snappede efter Vejret, „det kan ikke være muligt; der er ikke den ringeste Grund til det, ikke Spor af Grund .... Det er Løgn, Løgn!”
„Han har røvet fra hende — det er hele Grunden. Han har taget Penge og Genstande; men efter sin egen Tilstaaelse har han hverken gjort Brug af Pengene eller Sagerne, men gemt dem etsteds under en Sten, fordi han ikke vovede at anvende dem.”
„Er der da Spor af Sandsynlighed for, at han sknlde have stjaalet, at han blot kunde tænke paa noget saadant?” raabte Dunja og sprang op. „De kender ham jo, De har dog set ham? Er det da muligt, at han kan være en Tyv?”
Det var, som om hun besvor Swidrigailow; hun havde glemt hele sin Angst.
„Der gives i slige Tilfælde Tusinder og Miljoner af Kombinationer og Muligheden Den ene Tyv stjæler med Bevidsthed om, at han er en Skurk; men jeg har ogsaa hørt Tale om en Adelsmand, som standsede og plyndrede en Postvogn: hvem véd, maaske han troede at have udført en fortræffelig Gærning! Naturligvis vilde jeg, lige saa lidt som De, tro paa det, hvis nogen havde sagt mig det; men mine egne Øren maa jeg dog tro. Han forklarede ogsaa Sofia Ssemjonowna alle sine Grunde. Hun troede i Begyndelsen ikke sine egne Øren; men sine Øjne maatte hun dog endelig tro, sine egne Øjne, for han fortalte hende det dog selv i egen Person.”
„Hvad var det for Grunde?”
„Det er en lang Historie, hvorledes skal jeg forklare Dem den … en besynderlig, ejendommelig Teori om, at en enkelt Forbrydelse er tilladt, naar
