310
jage ham væk igen, og at ene og alene „Guds Finger” var med i dette.
Den med Bebrejdelser overøste Ven sad paa en Stol og saa ud som et Menneske, der gærne vil nyse, men ikke kan. Han saa af og tilmed et idiotisk Blik paa Taleren, men havde øjensynlig ikke noget Begreb om Talens Indhold, som han maaske ikke engang havde hørt ordentlig.
Paa Bordet stod et nedbrændt Lys, en næsten som Brændevinskaraffel, Glas, Brød, Agurker og et Par tomme Thekopper.
Da Swidrigailow havde set denne Scene, som ikke interesserede ham, gik han bort fra Sprækken igen og satte sig paa Sengen.
Opvarteren, som var kommen med The og Kalvesteg, kunde ikke undlade endnu en Gang at spørge: „Skulde det ikke være noget mer?” Men da han atter havde faaet et benægtende Svar, fjernede han sig endelig.
Swidrigailow styrtede over Theen for at faa noget at varme sig paa; han drak et helt Glas ud, men kunde ikke spise; Appetiten havde han rent mistet. Han havde aabenbart begyndende Feber.
Han tog Overfrakken og Frakken af sig, svøbte sig ind i Tæppet og lagde sig hen paa Sengen. Han var ærgerlig. Nu var det dog egenlig bedst at være rask, tænkte han.
Der var kvalmt i Værelset, Lyset brændte svagt, uden for hylede Vinden, henne i en Krog gnavede en Mus; det forekom ham i det hele taget, at Værelset lugtede af Mus og Læder.
Han laa der og drømte; den ene Tanke jagede den anden. Han havde det Ønske at kunne koncentrere disse Tanker paa et bestemt Punkt, men det vilde ikke lykkes ham.
Nedenunder Vinduet er der vist en Have —
