314
hele Huset Farvepragt og Blomsterduft; Verandaen var dækket af Slyngplanter og fuld af Roser; den lyse, kølige Trappe var dækket med et blødt, luksuriøst Tæppe og prydet med sjældne Planter, der stod i kinesiske Krukker. Især søgte hans Øjne Buketterne af hvide, fine Narcisser paa lysegrønne, saftige, lange Stængler og han indaandede med Velbehag den stærke, aromatiske Duft.
Han kunde knapt løsrive sig fra dem; men endelig steg han opad Trappen og traadte ind i en stor, høj Sal. Ogsaa her, ved Vinduerne, ved den aabne Dør, der førte til Terrassen, ude paa Terrassen selv — overalt var der Blomster.
Gulvet var bestrøet med nyslaaet, duftende Græs; Vinduerne var aabne, og en friskt, let, kølig Luftning trængte ind i Værelset. Fuglene kvidrede udenfor Vinduerne; men midt i Salen, paa en med hvidt Atlast klædt Forhøining — stod en Ligkiste. Denne Ligkiste var beslaaet med hvidt Gros-de-Naples og Blomster-guirlander slyngede sig rundt om dem.
En Pige laa i den, helt dækket med Blomster, i hvid Tylklædning, med Hænderne, der var som mejslede i Marmor, foldede over Brystet. Men det løse, lyseblonde Haar var fugtigt; en Rosenkrans omgav hendes Hoved. Hendes Ansigts strænge, forstenede Profil var ligeledes som mejslet i Marmor; men i Smilet paa hendes blege Læber laa der en uendelig, ikke barnlig Smærte og en stum, hjærtegribende Klage.
Swidrigailow kendte denne Pige; intet Helgenbillede, intet brændende Lys var der ved denne Kiste, ingen Bønner hørtes.
Denne Pige var en Selvmorderske — hun havde druknet sig. Hun var ikke bleven mere end fjorten Aar, og hendes Hjærte var allerede knust; en uhyggelig Krænkelse havde fyldt denne engleligt rene Sjæl
