Side:Dostojewsky - Forbryderen.djvu/725

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

331

jeg er en .. Usling! Det er det hele. Og trods alt kommer jeg dog ikke til at dele Eders Synsmaade. Var det lykkedes mig, vilde man have bekranset mig — men nu sætter man mig i Hullet.”

„Hvad er det, Du siger, Broder; det er jo forfærdeligt!”

„Aa! det er maaske ikke den rigtige Form, ikke nogen æstetisk-skjøn Form! Naa, jeg kan slet ikke begribe, hvorfor det at slaa Folk ned med Kartætsker ved en regelmæssig Belejring skulde være en ærefuldere Form. At sky den uæstetiske Form er det første Tegn paa Svaghed!… Aldrig, aldrig har jeg klarere end nu forstaaet dette, og mindre end nogensinde begriber jeg nu, at jeg skulde være Forbryder! Aldrig var jeg stærkere og mere overtydet end nu, aldrig!

Hans blege af Sorger furede Ansigt fik endogsaa Farve ved disse Ord; da han sagde det, mødte hans Blik tilfældigvis Dunjas paa ham rettede Øjne, og han læste i dem saa megen Lidelse og Medfølelse, at han uvilkaarligt besindede sig. Han følte, at han trods alt havde gjort disse Kvinder ulykkelige, og det var ham, som var Aarsagen til…

„Dunja, elskede Søster, hvis jeg er skyldig, saa tilgiv Du mig. Lev vel! Lad os ikke strides. Det er paa høje Tid! Følg mig ikke, jeg beder Dig indstændigt om det, jeg maa endnu hen til en … Gaa nu hjem til Moder! Jeg beder Dig saa inderligt om det, gør det! Dette er den sidste og store Bøn, som jeg retter til Dig. Vig ikke et Øjeblik fra hende! Jeg forlod hende vi en Uro, som hun vist ikke kan bære; enten dør hun, eller hun mister Forstanden. Bliv altsaa hos hende! Rasumichin vil ogsaa blive hos Eder; jeg sagde ham … Græd ikke for mig! jeg skal gøre mig Umage for at være mandig og ærlig i hele mit Liv, skønt jeg er