345
„Ak, ja, De er jo en Ven af ham, det har jeg hørt. Nej, Sametow er her ikke — ham træffer De ikke mere. Ja, ja, Alexander Grigorjewitsch har vi mistet! I Gaar er han fratraadt … og ved sin Fratrædelse røg han uklar med alle … og det paa en meget uhøflig Maade … En letsindig Fyr, rent ud sagt; man havde dog Forhaabninger til ham — men saadan gaar det; der ser De, det er nu vor glimrende Ungdom! Han vilde nok aflægge en Eksamen, men det er bare Talemaader med denne Eksamen. De for Eksempel, eller Deres Ven Rasumichin, det er noget ganske andet! Deres Løbebane er Videnskaben, og Uheld anfægter Dem ikke! Alle Livsglæder er Dem saa at sige nihil, De er en Asket, en Munk, en Eremit!… for Dem er Bøgerne, Pennem bag Øret, lærde Undersøgelser … i slige Sfærer svæver Deres Aand! Jeg selv har til Dels … Har De maaske læst Livingstones Optegnelser?”
„Nej.”
„Men jeg har læst dem. For Resten har Nihilisterne i den sidste Tid udbredt sig stærkt; naa, det er jo ogsaa forklarligt. Men hvad er det ogsaa for Tider, spørger jeg Dem. For Resten med Dem .... De er da vist ingen Nihilist? Svar bare oprigtigt, ganske oprigtigt!”
„N—nej…”
„Ak nej, vær De bare ganske oprigtig, gener Dem ikke for mig, lad som De var ganske alene! Tjenesten er en Sag for mig, men en anden Sag er .... De mener vel, jeg vilde sige venskabeligt? Nej, der gættede De ikke rigtigt! Ikke Venskab, men Borger- og Menneskepligt, Humanitet og Kærlighed til det højeste Væsen. Selv om jeg er en officiel Personlighed og i Tjeneste, saa er jeg dog alligevel forpligtet til at føle mig som Menneske og Borger,
