355
der slet ikke kom nogen Breve fra ham, medens hun dog før, da hun endnu boede i sin Landsby, kun levede i Haab og Forventning om saa snart som muligt at faa Brev fra sin elskede Rodja.
Denne sidste Omstændighed var for uforklarlig og ængstede Dunja i højeste Grad; der vaktes den Tanke hos hende, at Moderen maaske anede noget skrækkeligt og var bange for at spørge for ikke at erfare noget endnu frygteligere.
I ethvert Fald indsaa Dunja, at Pulcheria Alexandrowna ikke var i Besiddelse af sine fulde Forstandsævner.
Et Par Gange ledede Moderen forøvrigt Samtalen saaledes, at det var umuligt ikke at nævne, hvor Rodja nu var henne; men da Svaret faldt utilfredsstillende og mistænkeligt ud, blev hun pludseligt sørgmodig, mørk og tavs, og dette varede meget længe.
Dunja indsaa endelig, at det var vanskeligt at gennemføre Løgn og Paafund, og at det bedste var helt at tie om visse Punkter; men det blev stadigt klarere, at den stakkels Moder anede noget frygteligt. Dunja erindrede blandt andet Broderens Ord, at hendes Moder havde hørt hende tale i Søvne Natten før den skæbnesvangre Dag og efter Scenen med Swidrigailow; skulde hun mon den Gang have erfaret noget?
Efter Dages, ja Ugers mørk og sorgfuld Tavshed og stumme Taarer faldt den Syge ofte pludseligt ind i et Slags hysterisk Livlighed; saa begyndte hun paa en Gang, næsten uden at ville holde op, at tale højt om sin Søn, om sine Forhaabninger, om Fremtiden … Hendes Fantasier var ofte meget besynderlige.
De dæggede for hende, sagde ja til alting, og maaske indsaa hun selv, at de bare dæggede og med
