Side:Dostojewsky - Forbryderen.djvu/750

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

356

Vilje ikke sagde hende imod, men hun blev ved at tale…

Fem Maaneder efter, at Forbryderen havde aflagt sin Tilstaaelse, blev Dommen afsagt. Rasumichin besøgte ham i Fængslet saa ofte det var muligt, Sofia ligeledes.

Endelig maatte de skilles. Dunja svor ham til, at det ikke var for evig, og Rasumichin bekræftede det.

I Rasumichins ungdommelige og livlige Fantasi havde det Projekt sat sig fast, at han om muligt i de næste tre til fire Aar skulde lægge Grunden til en vordende Formue, spare en Slump Penge sammen og flytte til Siberien, hvor der er en i alle Henseender saa rig Jordbund, og hvor der er Mangel paa Arbejdere, Intelligens og Kapital; dèr, i samme Stad, hvor Rodja skulde være, vilde han slaa sig ned, og de skulde begynde et nyt Liv sammen.

Ved Afskeden havde Alle Taarer i Øjnene.

Raskolnikow havde i de sidste Dage været meget tankefuld, havde ofte spurgt efter Moderen og været yderst urolig for hendes Skyld, og dette gjorde Dunja bekymret for ham.

Da han fik Enkelthederne om Moderens sygelige Tilstand at høre, blev han meget tungsindig.

Oversat Sofia var han hele Tiden meget tavs. Hun havde ved Hjælp af de Penge, Swidrigailow havde givet hende, forlængst gjort sig rejsefærdig og var beredt til at følge med det Hold Forbrydere, som Raskolnikow skulde afgaa med. Der havde aldrig mellem dem været Tale om dette, men de vidste, at det skulde være saaledes.

Ved Afskeden smilte han underligt ved Dunjas og Rasumichins Forsikringer om deres fælles lykkelige Fremtid, naar han havde overstaaet Tvangs-