366
Mest undrede han sig over den frygtelige, uoverstigelige Afgrund, der var mellem ham og alle disse Folk.
Det forekom ham, som om han og de tilhørte fjendtlige Nationer. De og han betragtede hinanden gensidigt med dyb Mistro. Han kendte Grunden til denne Spaltning og begreb den, men vilde forhen aldrig have indrømmet, at dens Aarsager var saa dybe og stærke.
I Fængslet befandt sig ogsaa forviste Polakker, politiske Forbrydere, der betragtede alle disse Mennesker som Vilde og Slaver, og med Foragt saa ned paa dem.
Men Raskolnikow kunde ikke indtage dette Standpunkt; han saa klart nok, at disse Vilde i mange Henseender var klogere end de Herrer Polakker selv.
Der var ogsaa Russere der, som foragtede disse Folk dybt — en forhenværende Officer og to Seminarister; Raskolnikow indsaa ogsaa disse Menneskers Vildfarelse.
Ham selv holdt ingen af, og alle undgik ham. Tilsidst begyndte de endog at hade ham — hvorfor! han vidste det ikke. De foragtede ham, de lo af ham, selv de, som havde været langt mere forbryderiske end ham, lo over hans Forbrydelse.
„Du er en fin Herre!” sagde de til ham, „det var rigtig noget for Dig at tage en Økse i Haanden? Det er ikke noget Herrearbejde.”
I den anden Fasteuge kom Turen til ham at forberede sig til Nadveren sammen med Kammeraterne af hans Afdeling.
Han gik regelmæssigt i Kirke sammen med de andre. Af en eller anden Grund, han vidste selv ikke hvorfor, opstod der en Gang en Strid; og allesammen faldt de forbitrede over ham.
