367
„Du er en ugudelig Krop! Du tror ikke paa Gud!” raabte de til ham, „det er bedst at slaa Dig ihjel.”
Aldrig havde han talt med dem om Gud og Tro, og dog vilde de dræbe ham som Gudsfornægter; han tav og modsagde dem ikke.
En af Tugthusfangerne vilde i fuld Vrede overfalde ham; Raskolnikow ventede ham rolig og tavs, ikke et Øjenbryn fortrak sig, ikke et Ansigtstræk forandredes. Den Vagthavende fik lige Tid til at kaste sig mellem dem — ellers havde der flydt Blod.
Endnu et Spørgsmaal var ham uløseligt: hvorfor holdt de allesammen af Sofia?
Hun smigrede dem ikke, mødte dem sjælden, kun af og til under Arbejdet, naar hun kom for at se til ham. Men alligevel var hun kendt af alle, og alle vidste ogsaa, at hun havde fulgt ham, vidste hvordan hun levede, og hvor hun boede.
Penge gav hun dem ikke og synderlige Tjenester viste hun dem heller ikke. Kun en Gang, til Julen, bragte hun en Gave til hele Fængslet, Kager og Hvedebrød.
Men lidt efter lidt dannede der sig mellem dem og Sofia nærmere Forbindelser; hun skrev Breve for dem til Slægtningerne og afsendte dem. Slægtninge, som kom til Byen, efterlod Sager og Penge hos hende, for at hun skulde give det til Vedkommende. Fangernes Koner og Kærester kendte og besøgte hende. Og naar hun kom paa Arbejdspladsene for at besøge Raskolnikow, eller hun mødte et Arrestant-Kompagni, som gik til Arbejde, saa tog de allesammen Huerne af og hilste: Lille Moder Sofia Ssemjanowna, Du vor kære barmhjærtige lille Moder! — Saaledes kaldte disse grove, brændemærkede Tugthusfanger dette lille magre Væsen.
Hun smilte til dem. De holdt endogsaa af
