72
V.
„Ja, det er rigtigt — jeg vilde gaa hen til Rasumichin for at bede ham om at skaffe mig noget Arbejde, nogen Undervisning eller hvad det kunde blive,” mumlede Raskolnikow; „men med hvad skulde han vel kunne hjælpe mig nu? Lad ham ogsaa virkelig skaffe mig nogle Timer, lad ham ogsaa dele sin sidste Kopek med mig — hvis han har nogen — for at jeg kan købe mig Støvler og faa noget ordenligt Tøj paa, saa jeg virkelig kan være bekendt at give Timer … hvad saa? Hvor langt kom jeg, saa med de stakkels Kobberpenge? Er det kanske det, der piner mig nu? Det er ligefrem latterlig at gaa til Rasumichin.”
Det Spørgsmaal, hvorfor han opsøgte Rasumichin, gjorde ham mere urolig, end man skulde ane. Han søgte urolig i dette tilsyneladende Skridt efter noget der kunde ligne et ondt Varsel.
„Hvorledes kunde det ogsaa falde mig ind at ville bringe Orden i mine Sager ved Rasumichins Hjælp? Hvorfor skulde han være min Redningsmand?” spurgte han sig selv forbavset.
Han spekulerede og strøg sig med Haanden over Panden, og efter at have grundet længe fik han mærkelig nok pludselig en Idé, som tiltalte ham.
„Hm … til Rasumichin,” sagde han rolig, som om han havde taget en endelig Beslutning, „naturligvis gaar jeg til Rasumichin … men ikke i Dag … først Dagen efter, at det er sket … Dagen efter … naar det nye Liv begynder.”
Pludselig betænkte han sig.
„Dagen efter!” raabte han og sprang op fra Bænken, „men vil det da ske? Skulde det virkelig kunne ske!”
