76
Hoved. Ved Siden af Bedstemoderens Grav, der var dækket af en stor Stenplade, laa hans yngre Broders lille Grav; denne Broder, der ikke var mere end seks Maaneder, da han døde, kunde han heller ikke huske han havde seet. Men man havde fortalt ham, at han havde haft en lille Broder, og hver Gang han kom paa Kirkegaarden, gjorde han fromt Korsets Tegn foran denne Grav, bøjede sig ned og kyssede den.
Og nu drømte han, at han var paa Vejen til Kirkegaarden med sin Fader, og at de kom forbi Værtshuset. Hans Fader holder ham ved Haanden og ser sig ængstelig tilbage efter Knejpen. Det er noget særligt, som denne Gang tiltrækker sig hans Opmærksomhed. Det ser ud, som der holdes Folkefest. En Flok søndagsklædte Koner, Koner med deres Mænd og al Slags sammenløbet Pak driver om mellem hverandre. De er alle berusede og synger, og foran Værtshuset staar en Bondevogn, en af disse store, svære Bondevogne, som forspændes med store, stærke Heste, og som man bruger til at køre Fragtgods og Brændevinstønder. Det havde al Tid moret ham at se disse svære, langmankede Trækheste gaa rolige og med afmaalte Skridt foran det høje Læs, tilsyneladende uden Anstrengelse, som om de slet ikke regnede det store Læs for noget, der fulgte efter dem. Men nu er det underligt nok kun en lille mager lysebrun Bondehest, som er spændt for denne svære Fragtvogn, et af disse stakkels Dyr, som man ofte ser slide sig fordærvet paa et stort Læs Hø eller Brænde, især naar Vejen er stenet eller opblødt. Og saa pisker Bønderne paa det ulykkelige Dyr, slaar det over Mulen og i Hovedet, og det gør saa ondt, aa saa ondt, og ham gjorde det ogsaa bestandig saa ondt; han kom al Tid til at græde,
