77
naar han saa det. Saa tog hans Moder ham bort fra Vinduet.
Nu blev der pludselig en forfærdelig Støj. Folk kom stormende ud fra Værtshuset, skraalende og skrigende, syngende og spillende paa Balalaik[1], Kraftkarle i røde og blaa Skjorter og med Jakken hængende løst over Skuldrene. Alle var de vilde, kaade og fulde.
„Sæt Jer op! Sæt Jer op allesammen!” raabte en af dem, en ung Knøs med en bred Nakke og et kødfuldt rødt Ansigt; „sæt Jer op! Jeg tager Jer med allesammen!” Og de lo og skreg i Munden paa hverandre.
„Saadan en Skindmær, den ser ogsaa ud til at kunne trække!”
„Du har det nok ikke godt, Mikolka, siden Du gaar hen og spænder saadan en elendig Krikke for Vognen.”
„Den er da nok over de tyve Aar!”
„Sæt Jer bare op — jeg tager Jer allesammen med!” skriger Mikolka atter, springer selv op paa Vognen, griber Tømmerne og stiller sig oprejst foran i Vognen. „Matwej er nylig kørt med den Brune,” raaber han ned til dem; „men dette Øg har jeg længe ikke kunnet fordrage; jeg vilde bare ønske, jeg kunde faa Livet af den; æde kan den, men den kan ikke gøre Gavn for Føden! — Sæt Jer bare op, siger jeg! Jeg skal nok faa den til at løbe!” Dermed tager han Pisken i Haanden for rigtig at slaa løs paa Dyret.
„Naa, saa sæt Jer op! I hører jo, han vil have den til at løbe!” raabte En med et spottende Grin.
- ↑ En Slags Guitar.
