91
sinder Eksistenser bragt paa den rette Vej … en Mængde Familier reddet fra at gaa til Grunde, reddet fra Elendighed, Last og væmmelige Sygdomme — altsammen for denne gamle Kællings Penge. Slaa hende ihjæl, tag hendes Penge og brug dem til Menneskehedens, til Samfundets Vel … Ja, hvad mener Du? Skulde denne lille, betydningsløse Forbrydelse ikke opvejes ved tusind gode Gerninger? Et eneste Liv mod tusind Liv, reddede fra Undergang og Fordærvelse? En eneste Død — og mod den Hundreder af Liv — det er dog et meget simpelt Regnestykke! — Hvad Vægt har denne visne, onde og dumme gamle Kællings Liv overhovedet paa Tilværelsens Vægtskaal? Ikke mere end en Lus eller en Maddike — og ikke saa meget engang, fordi hun gør langt mere Skade; hun undergraver Livet for andre — det er ikke mange Dage siden hun af ren Ondskab bed sin Søster i Fingeren, saa det var nær ved, man maatte sætte den af!”
„Ja, det kan være sandt nok, at hendes Liv er til Skade for Menneskeheden,” bemærkede Officeren; men der er nu en Gang Naturlove…”
„Aa Herregud, kære Ven, som om man ikke kunde baade rette og lede Naturlovene. Vi maatte jo ellers forsumpes i Fordomme; der kunde ikke mere laves en „stor Mand”. Man snakker stadigvæk om Pligt og Samvittighed — ja, jeg vil ikke sige noget ondt om Pligt og Samvittighed — men vil Du bare sige mig, hvorledes vi skal forstaa dem! Jeg vil gøre Dig et andet Spørgsmaal…”
„Nej — maa jeg først?”
„Naa?”
„Du kan sagtens tale om det og lade Munden løbe, men sig mig bare, vilde Du selv slaa Kællingen ihjæl eller vilde Du ikke?”
