90
var, og det morede især Studenten, at Elisabeth næsten al Tid gik og var frugtsommelig.
„Men Du sagde jo, at hun var styg som en Ulykke,” bemærkede Officeren.
„Hun er just ikke styg; hun har en brunlig Hudfarve, ligner en forklædt Soldat, men egenlig frastødende er hun ikke. Ansigtet er slet ikke saa slemt, og hun har venlige Øjne, ja hendes Smil er næsten kønt, og saa er hun jo godmodig og villig og gode Venner med alle.”
„Det lader næsten til, Du synes godt om hende,” bemærkede Officeren leende.
„Ja — for alt det gode, der er ved hende, ellers ikke. Men hvad det var, jeg vilde sige … den Gamle, hende kunde jeg nok lide at give En paa Panden for at faa hendes Penge, og jeg forsikrer Dig, jeg vilde kunne gøre det uden Samvittighedsnag,” tilføjede Studenten ivrigt.
Officeren maatte atter le, men Raskolnikow foer sammen: „Det var da besynderligt!”
„Ja — maa jeg gøre Dig et Spørgsmaal for Alvor,” vedblev Studenten. „Naturligvis var det min Spøg. Men tænk nu paa det: paa den ene Side en dum, ondskabsfuld, hæslig, væmmelig gammel Kælling, svagelig og skrantende, til ingen Verdens Nytte, at Snyltedyr, der ikke selv véd, hvad hun lever for, og som alligevel en af Dagene maa vende Næsen i Vejret … Ja, Du forstaar mig jo nok!”
„Jo … vist forstaar jeg Dig,” svarede Officeren og betragtede sin veltalende Kammerat.
„Og paa den anden Side unge, friske Kræfter, som kan tælles i Tusindvis, og som gaar til Grunde af Mangel paa Hjælp; Hundreder og Tusinder af gode og store Handlinger, som kunde sættes i Gang for den Gamles Penge … Hundreder, maaske Tu-
