Side kan en Digtekunst, der stammer fra Expressionisternes Lejr og har tydelige Berøringspunkter med Dysmorphismen, bære et så uomstødeligt Præg af at være Galmandsværk, at den ligefrem åbner Befolkningens Øjne også for Vrængemaleriernes psychopathiske Karaktér.
Og en sådan Kunst findes!
Man må her ikke lade sig vildlede af, at en Del yngre Lyrikere i de forskjellige Lande er Beundrere af den expressionistiske Kunst og ved alle Lejligheder — i Tidsskrifter og Blade, ved Aftenforestillinger o.s. v. — slår Følge med de modernistiske Kunstnere; deres Digte bliver ikke »expressionistiske«, fordi de på en Expressionistaften eller en Sturm-Abend står på Plakat sammen med en Lysbilledforevisning af kubistiske Malerier samt en Bække Schönbergske Kompositioner.
Der findes imidlertid en Poesi, med ganske særlige formelle Ejendommeligheder, der af Expressionisterne selv betegnes som Paralleler til visse Fremtoninger på Maleriets Område. Heinar Schilling udtaler således i sin lille Bog »Die schöne neue Kunst« 1918, at Lothar Schreyers sære, »i højeste Grad sønderrevne Ordtechnik« er et Udslag af ganske den samme psychologiske Proces, der førte Picasso til de Billeder, »i hvilke der ikke længer kunde være Tale om nogen sandseligt iagttagelig Form«. Som Exempel på denne »sønderrevne« Ordkunst citerer jeg et Par Repliker af Schreyers lille Drama »Nacht«:
| Drengen siger: | Schauer |
hvortil
— 19 —
