underhulen af Giersings Aladdin. Jeg tillader mig for at lette Sammenligningen at afbilde to af de her nævnte Personer: Droskekusken og Aladdin.
Som sagt: Analogien med de dysmorphistiske Arbejder er slående, og jeg formoder, at alle de, der er begejstrede for Dysmorphisternes Kunst, også vil føle sig åndeligt vederkvægede ved Læsningen af denne Lyrik.
Så meget er vist, at Alt hvad der fra Medicineres og Kunstneres Side er sagt til Støtte for og til Anbefaling af de expressionistiske Vrængebilleder, lader sig også sige til Fordel for den dadaistiske Poesi. Overlæge Helweg kan med olympisk Ligegyldighed for hele Problemet sige: Ja, jeg forstår det ikke, og De forstår det ikke; »men Digteren må vel have haft en for Dem og mig ubegribelig Grund til at digte, som han gjør«. — Min kjære Ven K. K. K. Lundsgaard kan sige som til Nationaltidendes Interviewer: Jeg interesserer mig ganske overordentlig for disse Fænomener, og de vil sikkert sætte dybe og betydningsfulde Spor i Digtekunstens Udviklingshistorie. — Hr. Leo Svane kan sige, at Grunden til, at jeg og mine lige ikke kan henrykkes af af sådanne Digte som de ovenfor citerede, er den
— 26 —
