Glossolalien, hvorom det drejer sig. Ikke Pintsemiraklets så meget omstridte Talen »i andre Tungemål«, som nævnes i Apostlenes Gjerninger; men den gode, gamle, ægte »korinthiske« Tungetale, som den ældste kristne Menighed tog i Arv fra Hedenskahen og gav i Arv til Montanister, Camisarder, Irvingianere og mange llere; — den som Paulus skriver om i det første Brev til Korinthierne XIV med ydmyg Tak til Gud for Nådegaven, men tillige med klog Ængstelse for de Farer, den rummer: »Jeg takker Gud for, at jeg mere end I taler i Tunger. Men i en Menighed vil jeg heller tale ti Ord med min Fornuft, for at jeg ogsa kan undervise andre, end ti Tusinde Ord i Tunger« (XIV 18—19). »Dersom nogen taler i Tunger, da være det to eller i det højeste tre hver Gang, og den ene efter den anden, og een udlægge det! Men dersom der ingen Udlægger er til Stede, da tie hin i Menigheden, men han tale for sig selv og for Gud!« (XIV 27—28). De ser, med hvilken Skepsis og Varsomhed Paulus omgjærder Tungetalen!
Denne er jo just i de sidste Aar atter kommet i Forgrunden gjennem Pintsebevægelsen. For »Pintsefolket«, de »pintsevakte« har Tungetalen særlig Betydning som Vidnesbyrd, som Vidnesbyrd om, at de »har modtaget den Helligånd«, at de — som de siger — ikke »kun er døbte med Johannes' Dåb« men »i Ild og Aand«.
Selv har jeg endnu aldrig hørt Tungetale, og nogen videnskabelig fonografisk Bearbejdelse af Tungetalen findes neppe; af let forståelige Grunde; vor lærdeste Fonetiker véd i hvert Fald intet derom; heller ikke har jeg kunnet opspore Tungetale, nedskreven således som den lyder. At det ikke drejer sig om et bestemt kendt Sprog. kan anses for sikkert. Der går vel Rygter om, at Tungetalere pludseligt har givet sig til at tale et eller andet fremmed Sprog — Spansk, Kinesisk, Finsk, Hebraisk
— 31 —
