og modellerede Misdannelser høre hen. Jo mere man låner Øre til Dadaisternes Sang og Tale, desto hurtigere vil man indse, at den dysmorphistiske Billedkunst er et Vanskud på Kunstens Træ, en sygelig Fremtoning.
I en lille Artikel i »Tilskueren« for 1919 siger Dr. Oluf Thomsen mig en Kompliment for min Lærdom på de epidemiske Psychosers Område; men han tilføjer lidt spydigt, at det meste af, hvad jeg skriver desangående intet har med den omstridte Sag at gjøre. Han har heri ganske Uret; thi jo flere videnskabelige, religiøse, kunstneriske, politiske Udskejelser der kan påvises som Paralleler til Dysmorphismen på Maleriets og Skulpturens Område, og jo flere af dem Videnskaben allerede har stemplet som sygelige — desto sandsynligere bliver Rigtigheden af min Tydning. Men selvfølgeligt: De, der ikke vil se Flagellanttog, Børnekorstog og Tarantisme under Synspunktet af noget psychisk abnormt, vil heller ikke kunne gå ind på at betragte Dysmorphismen som et sygeligt Phænomen.
Imidlertid kan en Sammenstilling af analoge Sjælstilstande — hvad enten man indregistrerer dem på den ene eller den anden Side af den vage Grænse mellem Sundhed og Sygdom — kun bidrage til at vejlede Publikum til det rette Syn på og Forståelse af de dysmorphistiske Aandsprodukter, og jeg skal derfor her nærmere omtale en ejendommelig Fremtoning, på hvilken en af mine norske Anmeldere, der vistnok i Hovedsagen deler mit Syn, Dr. F. G. Gade med Rette har henledet min Opmærksomhed; jeg må tilstå, at jeg helt havde glemt den, hvad der er så meget uheldigere, som just den frembyder et slående Analogon til den dysmorphistiske Kunstbegejstring. Det er den såkaldte Tungetale.
— 30 —
