så tør man ikke uden videre afvise den Tydning, at man her har med Psychopathers alvorligt mente kunstneriske Bestræbelser at gjøre. Skulde dette være Tilfælde, da er denne Bevægelses Aarsagsforhold og Pathogenese ingenlunde så let forståelig som Dysmorphismens, og den fortjener i høj Grad psychiatrisk Undersøgelse. Måske fortjener den også en særlig Betegnelse. Så sent som 1904 fandt Síkorski det nødvendigt at opstille et hidtil upaaagtet, klinisk Sindssygdomsbillede på Grundlag af russiske Psychopathers (Tibeau-Brignol, Simonowitsch, Lukaschewitsch, Martinow, Lednew) videnskabelige litterære Arbejder. ̈́Idiophrenia paranoides kaldte han Sygdommen; om den kan, og i hvor stor Udstrækning den kan paralleliseres med den Psychopathi, af hvilken de ovenfor citerede expressionistiske Poesier er et Udslag, drister jeg mig ikke til at udtale mig om. At Sikorski allerede for 15 Aar siden var klar over, at på dette Punkt et interessant psychiatrisk Problem med Tiden vilde komme til at foreligge, fremgår af Slutningsordene i hans Afhandling: »Eine nicht geringe Bedeutung muss auch dieser Krankheit beigelegt werden wegen ihrer nahen Verwandtschaft mit den neuen Strömungen in der Literatur und der Kunst, die als Decadenz und Symbolismus bekannt sind. Ein erfolgreiches Studium dieser degenerativen Strömungen, die immer mehr an Boden gewinnen, ist nur unter Bezugnahme der ins Gebiet der Psychiatrie gehörenden Vorbilder möglich«.
Måske vil mange af den dysmorphistiske Billedkunsts Venner også høste Skønhedsglæde ved Læsningen af den dadaistiske Poesi; men denne vil i det Hele og Store komme til at spille en anden og vigtigere Rolle. Den vil virke i Folkeoplysningens Tjeneste: Ved sin udpræget vanvittige Karaktér vil den virke skræmmende og vækkende på kunstelskende Krese og bringe dem til at forstå, hvor Expressionisternes malede
— 29 —
