digte, blev ved sin Fremkomst reduceret in absurdum af en forarget Kritiker — jeg mindes ikke hans Navn —; nu finder vi disse Småvers fulde af Aand og Ynde. Måske vil allerede efter en halv Snes Aars »Tilvænning og Forklaring« Slutningslinierne i Walter Serners ovenfor citerede Manifest give Gjenklang i unge tydske Pigers Sind:
Og måske vil franske Ynglinges Hjerter banke højt af Skjønhedsglæde, når de — efter behørig »Tilvænning« — nynner Slutningsstroferne i et af Ribemont Dessaignes nyeste Digte (Novb. 1919):
J'ai eu le genou mangé par un pélican et le foie lèché par des oìseaux-mouches
Mozambique
Votre nombril sent la ballade de Chopin.
det er udlagt:
Jeg har fået mit Knæ spist af en Pelikan og min Lever slikket af Flue-Fugle
Mozambik
Eders Navle lugter af Chopins Ballade.
Måske! — men jeg tror det ikke. Jeg tror ikke, at Forspringshypothesen klarer Sagen; vi står atter overfor Spørgsmålet: Svindel eller Sygdom? Kjendte man ikke Dysmorphist-Bevægelsen, vilde man ikke et Øjeblik være i Tvivl; man vilde betragte slige Vers som nogle lystige Spasmageres muntre Forsøg på at føre Filistrene bag Lyset; men når man sér, hvad der på de skjønne Vrængekunsters Område nu for Tiden bydes under ansete Kunstneres Beskyttelse og Lovord,
— 28 —
