det ved Retningen i Malerkunst og Poesi som Dysmorphismen og Dadaismen drejer sig om en virkelig sygelig Rasen, en Rabies, så er det maske bedst at lade den rase — des hurtigere raser den ud. Vi skal snart høre, at det går ynkeligt tilbage for Maleriets Dysmorphister i de skjønne Kunsters Hovedkvarter, Paris. Og hvad det næste Punkt angår: »Hold Extaserne hellige!«, da forstår måske Digteren og Pathologen det hver på sin Måde. Jeg forstår det som en spinozistisk Formaning til først og fremmest at søge at forstå den enkelte Extase gjennem videnskabelig Undersøgelse: til ikke at lade sig forarge af dens Dårskab, hidse af dens Skadelighed, vildlede af dens Latterlighed, dåre af dens Skjønhed, narre af dens Mystik, forbløffe af dens Magt men studere den også gjennem Sammenligning med andre analoge, måske letfatteligere, Fremtoninger på Aandslivets Område, således som jeg her f. Ex. har gjort det med Glossolalien. Tungetalerens Ord er, hvad enten de udsiges eller nedskrives, ganske blottede for Mening, ganske lige så uhjælpeligt meningsløse som den Picassos kvindelige Student, jeg før foreviste; men til Trods derfor »holder vi hans Extase hellig«, d. v. s. vi tror ham foreløbigt på hans Ord, når han forsikkrer os om, at de for ham selv uforståelige Stavelser og Skrifttegn er ham til Trøst og Husvalelse, vi mærker os Kendsgjerningen og søger derpå ad alle Veje — gjennem psychologisk Analyse og neurologisk Undersøgelse ikke mindre end gjennem sammenlignende religionshistoriske Studier og gjennem Forsøg på ad autosuggestiv Vej, om også kun momentant, at sætte os ind i den glossolales Sindsstemning og Tankegang — vi søger, siger jeg, at anvise Tungetalen dens »Plads i Systemet«; idet vi selvfølgelig stadigt har Opmærksomheden henvendt på Muligheden af Simulation og Psychose. Thi Helligholdelsen berøver
— 38 —
