os ikke Retten til at betragte Glossolalien som en sygelig Fremtoning.
Og på samme Måde må vi have Ret til at undersøge, om ikke mange af de Gåder, der er knyttede til Dysmorphisternes Digte- og Malerkunst, bedst og simplest løses, når man betragter Kunstværkerne som Udtryk for sygelige Sindstilstande.
Så meget er i hvert Fald vist: Vi bør hverken af de ældre Maleres mildest talt ufattelige Svaghed og Taushed, eller af de unge Kunstneres Sigtelser og Ukvemsord, ja end ikke af Psychiatrikernes Doctrinarisme lade os forlede til på Forhånd at betragte de dysmorphistiske Aandsprodukter, som Udslag af et normalt Sjæleliv.
Og mærkelig doktrinært synes mig f. Ex. Dr. Helweg at være optrådt i denne Sag i Modsætning til Dr. Einar Brünniche: denne tager vel ligesom hans to Special- Kolleger, Helweg og Krabbe, Afstand fra mig og mener, at jeg altfor hastigt har besvaret Spørgsmålet om Dysmorphismens sygelige Natur bekræftende; men han indrømmer dog Berettigelsen, ja Naturligheden af et sådant Spørgsmål overfor en Kunstretning, der »giver sig så barokke Udslag«. Doktrinært synes jeg ogsa, at Overlæge Helweg stiller sig med Hensyn til Spørgsmålet om, hvorvidt Koprophagien kan siges at være foreneligt med et normalt Sjæleliv; men herpa bliver det for vidtløftigt at komme ind i denne Sammenhæng.
Derimod må jeg have Lov lil at protestere imod, at mit Forslag om at finde et passende Ord til at betegne det brede forviskede Grænsegebet mellem sindssygt i snevrere Forstand og sindssundt kaldes for et »Tilbagetog«, en »Retraitestilling«: det hele drejer sig her om et terminologisk Spørgsmål. Når Psychiatrikerne er enige om, at på »Sindssygen«s Område hører kun de Personer hjemme, der har en »kendt« Sinds-
— 39 —
