87
Espebladet.
Espebladet.
Men, vel at mærke: „Jeg“
er ingenlunde mig.
(Avis aux lectrices).
I Haven under Espen hist i det dunkle Krat
jeg sad ved Hendes Side en dejlig Sommernat.
Syrenerne i Klynger imellem Løvet hang,
men Purpurrosen drømte endnu i Knoppens Tvang,
den svulmede derinde saa elskovsfuld og varm
med alle Vaarens Længsler i sin trinde Jomfrubarm.
Den skjelmske Zephyr svinged sig i den stille Luft;
snart tumled han beruset i Havens Blomsterduft,
snart over Søens Flade han lystigt dandsed hen,
snart mellem Espens Blade han hviskede igjen.
Jeg kan ej oversætte hans Ord i noget Sprog,
men hvad han hvisked gjætte I Elskende jo dog!
Fra Skoven i det Fjerne lød Nattergalens Kluk,
og hele Jorden aanded saa vellystfuldt et Suk.
— Men bag Jasminens Grene, i Ly for Maanens Skin,
vi sadde ganske ene, i Skumring hyllet ind.
Der stod en lille Mosbænk i Labyrinthens Skjød,
den havde Plads til Tvende og var som Duun saa blød.
(6*)
