88
Espebladet.
Og Hun, hvor var hun yndig! Hun var kun atten Aar,
hun svulmed just som Rosen i den drømmende Vaar,
med Barnets hele Uskyld og Qvindens hele Ild.
Og hvor hun var hengiven og kjærlig og mild;
de silkebløde Arme omkring min Skulder laae;
halvt drømmende tillukked hun Øjets dunkle Blaae.
Hvad sagde dette bristende Blik? Jeg veed det ej.
Men hvad endog det sagde, saa var det intet Nej.
Ha, hvor min Læbe brændte, hvor banked hendes Barm!
Hvert Kys en Flamme tændte. Hun bæved i min Arm.
— Da faldt et Blad til Jorden fra Espetræets Top.
Og som en Rædselstorden dets Raslen jog os op.
Jeg gjemmer Bladet troligt, jeg har det endnu her
blandt mine Elskovsminder. Hvergang jeg paa det seer,
saa tænker jeg paa Hende. Ak ja! Nu er hun gift.
Hun er nok Præstekone etsteds i Viborg-Stift.
Men Han, den gode Pastor, han veed nok neppe hvad
han skylder dette lille adrette Espeblad.
