6
Kongen og Narren.
I.
Engang sad Konning Volmer med Haanden under Kind;
mørkt var hans kjække Øje og mørkt hans faste Sind.
Den vide Purpurkaabe blev hans Hjerte tidt for trang,
Og Kronens Tyngde bøjede hans Hoved mangen Gang.
Og Alt var tyst og stille, ret som Borgen var tom;
kun Pagen listed ængstlig blandt Salens Piller om;
da rungede mod Døren tre uforsagte Slag,
og op foer begge Fløjene med Bulder og Brag.
Og ind i Kongehallen den lille Hofnar treen
med Bjældehat paa Hoved og Snabelsko paa Been;
i Haanden bar han Scepter son Nar af første Rang
og ved hans venstre Hofte et vældigt Træsværd hang.
Hans Øjne vare tindrende, smalle og smaae;
men Brynene var brede og Munden ligesaa;
hans Skjæg var langt og børstet, hans Næse drak og kort.
Han lignede en Mare af den grimmeste Sort.
