7
Kongen og Narren.
Han nærmede sig Kongen med mandhaftige Skridt
og raabte: „Broder Volmer nu gaaer det altfor vidt.“
Men Kongen syntes ikke stemt for Spads og Gjækkeri,
han pegede mod Døren — Audiencen var forbi.
Men Narren havde Fatning, uforfærdet han stod:
„Jeg træder blot Erstatning, jeg kræver lovlig Bod
jeg kræver kun Retfærdighed,“ saa lod hans kjække Svar;
„Thi krænket er min Værdighed som Rigets første Nar!“
Som Solglimt paa Himlen i en sludfuld April
fra Kongens Aasyn straalede et veemodsfuldt Smil.
„Nu vel! Jeg skal jo skjærme hver Nar og hans Rang,
Hvo vil vel Dig fornærme, lad os høre engang!“
— „Min Drot! Jeg er Din Hofnar, et stakkels Kreatur,
en Nar for alle Narre i dette store Buur;
ret som en stækket Ugle foragtet maa jeg gaae
blandt Dine kloge Fugle med Kam og Sporer paa.
Og dog er jeg saa lystig, som om Verden var min,
som sad jeg øverst oppe paa Ærens Trappetrin;
stolt bærer jeg min Hætte, som om Kronen jeg bar —
Men ak! Jeg er med Dette ej meer den største Nar.
Du høje Drot kan byde og befale hvad Du vil,
og flur maa Alle lyde som Brikker i et Spil.
Fra Tronen, hvor Du sidder, kan Du til Grændsen naae —
Kort: Du er hvad man kalder almægtig i det Smaa.
(2*)
