8
Kongen og Narren.
Og Du er fri som Ingen: Din Vilje er Din Lov —
og Guld og grønne Skove har Du til Huusbehov —
og Hærder har Du vundet i Fred og Herrefærd,
og Plads i Alles Hjerter — i Kvindernes især.
Og Du har unge Hofmænd og gammel Mjød og Viin
og Sangere, som prise Dig paa Tydsk og paa Latin,
og fromme fede Klærker, som ærligt staae Dig bi
og aabne Himlens Bagdør, naar Porten lukkes i.
Men midt i al Din Herlighed Du sidder mørk og taus,
og munter ved Din Side staaer den sorgfrie Claus —
Her har Du begge Parterne, nu beder jeg Dig, svar:
Kan Nogen længer kalde mig for Rigets første Nar?“
Da klapped Kongen venlig hans Skulder og lo:
„Som Ordsproget siger, har vi Frispads vi To,
men Purpurkaaben priste Du vist knapt, om den var Din —
der sidder ofte Torne i det bløde Hermelin.“
„Min Herre! Man maa sige om Purpur hvad man vil —
det er og bliver Purpur, og jeg sværger Dig til:
jeg kjender Een, der bar det med inderligt Behag,
om ogsaa det var føret med Tjørne for og bag!
Men alle Savn og Sorger for Kongenavnet flye,
og alle Glæder samle sig i Tronhimlens Ly —
og Ønskerne, der ellers flagre Verden omkring,
dem indeslutter Kronen som Kong Salomons Ring.“
