107
Mette og Herremanden.
„Aa“, sa’e han, „hvorfor ska’ vi nu byde ham til Gjæst?
Vil Du som jeg, saa ka’ vi holde Brøllup uden Præst!“
Men Mette sa’: „Aa rejs Han …“ — Ja, nu har jeg
glemt hvorhen,
Og saadan skal de svares, de pæne Herremænd.
Men Junkeren var tradsig, han rejste ej som sagt.
Han blev blot meer kurradsig og tog et Kys med Magt.
Men lige med det Samme fik han En med venstre Hand,
Saa det svop’ og smald’ og kladsk’ i den pæne Herremand.
Det Svar var just det rette! med Taarer i sit Qværk
Han sagde: „Søde Mette, din Dyd er stor og stærk!
Mit Hjerte staaer i Flamme, mine Øren staae i Brand,
Vill Du ha’ mig, naa saa ta’ mig til Din pæne Ægtemand.“
Det kunde Mette bru’e, det var en anden Snak:
„Vil Han ha’ mig til Frue, ja saa skal Han ha’ Tak.
Vil Han elske mig oprigtig, skal jeg elske Ham igjen,
Jeg har altid holdt saa meget af de pæne Herremænd.“
Saa holdt de deres Brollup, Sikket Gilde — Hilledød!
De drak otte Tonder Øl op og en Mængde Viin og Mjød.
Saa blev Mette gjort til Frue blot for det, hun ga’ ham Den,
Jo, saadan skal de ha’ det, de pæne Herremænd!
