119
To Gjenboer
at jeg er saa betaget
i dette gule Sted?
Derover deserterer
min Tanke, der grasserer
mit Haab, og der logerer
mit stakkels Hjerte med.
Der boer min Glæde og min Kval
tilvenstre der, paa anden Sal,
hvor Hyacinthen staaer i Flok —
See der! Ak, det er der, hun boer!
Der sidder hun saa stille!
Hvor hun er sød og lille,
hvor hendes Blik er milde,
hvor barnligt hendes Sind!
Hvor pusler hun dog yndigt! —
Men hvad? —— Det er jo syndigt:
Hun knytter nok saa kyndigt
Et Næt af Silkespind.
Ak, hvad behøver hun et Næth —
Hun fanger Hjerter uden det!
Men see nu Haanden — see hvor let.
Nei see, hvor væver og adret!
Hvor hendes Kinder gløde!
Hun rødmer ved sin Brøde;
thi ved vort første Møde
hun stjal min Ro og Fred —
8*
