Denne side er blevet korrekturlæst
120
To Gjenboer.
nu staaer jeg ør og svimmel
og blind i Livets Vrimmel;
jeg glemmer Jord og Himmel
og corpus juris med.
Men Du? — hvordan? — Du svimler ej?
Du bliver knapt begejstret? — Nej,
man er dog en lyksalig Een,
naar man er gjort af Stok og Steen!
II.
Hun — til sin Veninde.
Kom, Laura, kom og sæt Dig ned,
og giv mig lidt Forklaring!
Du er fornuftig, og jeg veed,
Du har en Deel Erfaring.
Du er forlovet og forstaaer
Vel sagtens baade Et og Andet,
men jeg er neppe sexten Aar
og nylig kommen ind fra Landet.
Jeg veed ej, hvad der fejler mig —
det er mig uforklarligt —
og derfor vil jeg spørge Dig,
om det er noget Farligt.
