Denne side er blevet korrekturlæst
166
Feldtjægeren.
Feldtjægeren.
Jeg saa ham om Morgenen ude i Skoven
saa Ung og saa smuk og saa glad og forvoven.
Der sang han omkap med de Fugle paa Kviste
saa lystig en Vise — Ak, det var den sidste!
Jeg saa ham om Middagen nede ved Dammen;
der gik vi i Krattet og talede sammen.
Han bad om et Kys, og han hvisked med Liste:
„Det kunde jo hænde, at det blev det sidste!“
Jeg saa ham paa Marken om Aftenen siden;
der laa han i Græsset saa bleg efter Striden,
Snart saa jeg de tindrende Øjne at briste,
dog hilste han mig med et Smil — med det sidste.
Og siden i Nætterne mørke og lange
jeg saa ham idrømme vel tusinde Gange.
Først der har jeg sagt ham, hvad aldrig han vidste:
at han var den Første, og bliver den Sidste.
