17
Gulddaasen.
men lod, som om han Ingen kjendte —
man kunde lige strax forstaae,
at der var noget Ondt ivente.
Nu spørge De mig sagtens om,
hvorfra der kom
slig Uro ind i Hoffets Atmosphære,
og hvilke stemme Ting, der var igjære?
Velan, saa hør:
Hans Majestæt behagede at være
i ondt Humeur;
og hertil, mener jeg, han kunde
som Konge have gode Grunde —
Husk bare paa:
hvormeget maa
et stakkels Menneske ej faae
at see og høre og bestille,
naar han er tvungen til at spille
Vorherres Rolle Nat og Dag,
og tage sig af Hvermands Sag,
og skaffe Hjelp for Millioner
uhjelpelige Smaapersoner,
der daglig storme mod hans Hal
med dumme Bønner Uden Tal —
Nok sagt: Kong Carl Johan var vred;
et Tordenvejr i Luften svæved;
og det var ej omsonst man bærved —
Hør nu, hvorledes det slog ned!
I dene Stund var Forgemakket
