18
Gulddaasen.
befolket — næstendeels bepakket —
med Folk af høist forskjellig Stand:
Her stod en Fuldblods-Adelsmand
og drejede sit bløde, tynde,
nyfødte Skjæg med arvet Ynde,
og der en spinkel Diplomat
sig snoede frem behændigt,
hist stod en smilende Prælat,
kulsort, men blot udvendigt;
hans Fromhed — den var vidt bekjendt:
hans Sind og Hu var stadig vendt
fra denne Jammerdals Elende
til Himlen og — et fedt Præbende;
her stod en pyntet Militair,
han har endnu et ubrugt Sværd,
men i hans Hjerte Modet ulmed,
og Brystet var med Kors besat,
og det var højt; man saa, det svulmed
af Kæmpekraft og — Silkevat;
og her og der, paa alle Kanter,
man saa en Flok Solicitanter,
hvis Huld kun altfor klarligt viste,
at de var Aar og Dag bespiste
med Haabets tarvelige Kost;
men troligt stode de paa Post
og tænkte paa den velbekjendte
Sentents: „Hvis Du har lært at vente …“
Men Naadens Time slog tilsidst.
