21
Gulddaasen.
han sagde til sig selv: Vær kjæk!
og for at sætte sig i Tridt
han tog et Skridt
tilbage og et andet frem,
slog ud med Haanden, sagde: „Hem!“
og „Hem!“ og „Hem“ igjen, men Mere
var det umuligt at præstere.
Hans Kval var stor, hans Angst var svær;
men, hvad der ærgred ham især,
var dog det ynkelige Skjær,
hvorpaa hans Rethorik var strandet:
Han kunde Talen Ord til andet,
blot paa en lumpen Sætning nær,
og denne Sætning var tilfældigt
den første — Tænk blot hvor uheldigt!
Han gjennemsøgte hver en Vraa
i sin Erindrings Pulterkammer,
hver Lædike han eftersaa,
og var paa Nippet til at faae
sin Sætning fat, da — Skræk og Jammer! —
der lød et tordnende: „Hvad saa?“
Og strax derpaa et vældigt: „Naa —
tal ud!“ — og idetsamme fik
Baronen et af hine Blik,
der er det Samme for en svag
Person, som et electrisk Slag.
Det var som Døden gjennemfoer
(2)
