22
Gulddaasen.
hans hele Krop ved disse Ord;
og dertil dette Øjekast —!
Nu gik de sidste Kræfter tabte,
det var en dobbelt Overlast,
hvortil bans Nerver ej var skabte.
Først blev han hvid, faa blev ban rød,
saa vakled han, men Kongen bød
ham jo at tale, og i panisk
Forfkrækkelse han lød mechanisk.
Men ak, hvad hjalp det Munden gik! —
Hvad hjælper alslags Mechanik,
naar Tanken først er løben fra os!
Hvert Ord blev stillet reent forkeert,
hver Sætning ynkelig spoleert,
den hele Tale blev et Chaos;
og nu var Kongen ilde stemt
til Fjas og Skjæmt,
og, da i Talens Løb Baronen
tog fejl og satte sig paa Tronen,
og tituleerte Fyrsten blot
„En stakkels ringe Undersaat,
der ikke var hans Naade værdig“ —
See, da var Majestæten færdig!
Da brast de allersidste Baand,
som holdt hans Heftighed tilbage:
Han gav ham med højstegen Haand
en allernaadigst Sandsekage.
Og Kongens Haand har altid havt
en magisk Kraft
