Spring til indhold

Side:E Bøgh Digte 1860.djvu/49

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

39

Bertel og hans Æsel.

og første Markedsdag man saa
ham nok saa stolt til Staden gaae
med Uhr og Meerskums Pibe paa,
og veed I hvad hans Reise gjælder?
Han vil vel kjøbe Bagateller? —
Ak nej, det skal I ikke troe!
Et Æsel da? — Nej hele to.
Nu var de onde Dage omme;
han havde Penge i sin Lomme.
Og Æsler fandt han tusindtals,
Ethvert af dem, som var tilfals
betragter han med Kjenderblikke;
da studser han —— han fejler ikke ——
i Flokken kjender han igjen
sin gamle Ven.
Ret som de Andre staaer den der
paa alle Fire; ja, den seer
saa dum, saa flau og saa fortabt
og æselagtig ud, at knapt
en Anden skulde kjende den
iblandt saa mange Ligemænd;
men Bertel kjendte den, og snart
var Alting ham aldeles klart —
han havde megen Æselkundskab! —
Han udbrød: »Stakkels gamle Ven,
er det nu saadan fat igjen!
Der seer Du Verdens Ondskab.
Det var jo det, jeg sagde sidst —
men hjalp Formaningen? Jo vist!

(3*)