43
Sjælevandringen.
jeg bad dem allernaadigst huske paa,
hvormeget jeg har gjort til deres Ære,
og voved underdanigst at begjære,
paa Grund af mangeaarig Tjeneste
een eneste
Belønning nemlig den:
At faae at vide, hvor min Sjæl gaaer hen,
naar den engang paa Dødens Bud maa flytte
fra denne Hytte.
„„Vel — svared Guderne — saa see
Din næste Skikkelse-““ — O Vee!
Jeg blev som truffet af et Lyn
ved dette Syn.
Det var et Dyr, men det var ej
en Løve eller Tiger — Nej,
gid jeg endda var bleven vaer
en ærlig, puklet Dromedar,
ja selv en Gjedebuk — Lad gaae!
Men ak: det var et Svin, jeg saa,
en Orne, børstet, styg og fæl. —
Tænk Dig, en hellig Præstesjæl,
saa proper og saa pæn som min,
skal fare i et ureent Svin!
Jeg føler, det er et Logis,
som den vil aldrig trives i.
Og derfor, kjære Bumbo, hør
min sidste Bøn! Saasnart jeg døer,
saa tag Din Bue og Din Piil
og drag med Iil
