44
Sjælevandringen.
bort over Bjergene til Søen
i Palmedalen. Der paa Øen,
hvor Kallebassetræet staaer,
seer Du en gammel So, der gaaer
paa Græs med alle sine Smaa.
Og seer Du dem, saa stands, pas paa,
betragt den hele Yngel nøje,
til Du faaer Øje
paa en usalig, kulsort Gris,
den er det, son uheldigviis
min stakkels Sjæl er faret i;
men lad mig hurtigt blive fri
for et saa svinsk og usselt Liv!
Ja skynd Dig, kjære Bumbo, giv
det stygge Dyr en Piil i Brystet! —
Du lover det? — Saa døer jeg trøstet.“
Og ganske rigtigt! Præsten lagde
sig ned, og gjorde som han sagde.
Man gjætter let, at Bumbo tøved ej;
han greb sin Bue, og var alt paa Vej
til at begynde Toget;
da huskede han i det samme Noget,
det var af allerstørste Vigtighed
og maatte bringes først i Rigtighed;
han skyldte jo den Gamle en honnet
Begravelse, og Verden kunde let
faae slette Tanker om ham, hvis han ikke
