Denne side er blevet korrekturlæst
54
Nordstjernen.
Hjertet svulmer, Øjet gløder,
Foden glemmer røre Jorden —
Nordbo, det er Tarantellen!
Er der saadant Liv i Norden?
Bliv i Syden! See Neapel —
dø, naar det har tabt sin Ynde!
Glem Dit Nord og Nordens Kulde! —
Troer Du vel, det er at synde?
Veed Du, om Din blonde Pige
vil Dig lige kjærlig møde?
Troer Du, hun i Kuldens Rige
kan som Sydens Datter gløde?
See Vesuv! Dybt i dets Indre
evig — evig brænder Flammen;
ej den slukkes, ej den dæmpes,
om end Klippen styrter sammen!
Og en lige varig Lue
brænder her i Pigens Hjerte;
den er hendes Sjæl og Tanke,
hendes Fryd og hendes Smerte!
Alt — sit Liv, sig selv, sin Himmel —
Alt hun offrer denne Flamme! —
leve er jo kun at elske,
Død og Glemsel er det samme!“
