Denne side er blevet korrekturlæst
60
Lænken.
Et Suk fuldt af sværmerisk Længsel
han sender mod Fjærnet hen;
men Morgenens Luftning derinde
sukker til Svar igjen.
Naar Middagens Varme sig sænker
i Dalens blomstrende Skjød,
han ligger i kølende Skygge
Ved Aaen i Slummer sød.
Fra Skovdalen Bølgerne komme,
og Hilsener bringe de Smaa;
de hviske saa tyst, men idrømme
han kan deres Ord forstaae.
Og qvægende Vindpust sig snige
i Skyggen til Ynglingen ind;
de lege saa skjælmsk med hans Lokker,
og kysse den glødende Kind.
Og Skovens Luftning han aander,
og saligt han hvisker et Navn;
højt svulmer hans Bryst; men han vaagner
og sukker; thi tom er dens Favn.
Naar Aftensolen ham sender
sin Straale til mildt Farvel,
han stirrer fra Borgens Rude
mod fjærne skovdaekte Fjeld.
