Denne side er blevet korrekturlæst
61
Lænken.
Saa sidder han taus, til det lyser
i Øster, paa Fjeldets Top —
da stiger ad dæmrende Bue
den sølvklare Maane op.
Og ivrigt pladske mod Klippen
i Aaen de Bølger smaa —
de komme fra Skoven og hviske,
han kan deres Ord forstaae!
Og heftigt banket hans Hjerte,
og Øjet straaler igjen,
og ned ad Klippen han iler.
Hvor styrer han Gangen hen? —
Dybt inde blandt Skovens Klipper,
der hviler Natten saa tyst,
ej fra de urgamle Ege
der toner en Fuglerøst.
Vildt mellem de høje Stammer
slynge sig Buske og Torn,
og aldrig de mosgroede Fjelde
gav Gjenlyd af Jægerens Horn.
Men dybest nede i Dalen
aabner sig Skoven et Sted,
og Træerne danne en Rundkreds —
Did skynde sig Reginalds Fjed.
