Side:E Bøgh Digte 1860.djvu/79

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

65

Lænken.


II.

Alt Middagens Varme sig sænket
i Dalens blomstrende Skjød,
i kølende Skygge han hviler
ved Aaen i Slummer sød.

Men over hans Leje sig bøjer
en ædel Kvinde saa tyst,
og det er Borgfruen, som lytter
til Drømmerens hviskende Røst.

„Vaagn op“, saa taler hun venlig,
„Ung Reginald, kjæreste Søn!
Din Moder kjender den Smerte,
som blegned Din Kind i Løn.

Dn elsker haabløst en Kvinde —
men, var hendes Hjerte end Staal,
jeg skal Dig en Talisman skjænke,
som bringer Dig til Dit Maal!

See her, denne sælsomme Kjæde
as glindsende sort Metal —
den, siger Sagnet, blev smedet
af Dværge i Cheviots Hal;