Denne side er blevet korrekturlæst
64
Lænken.
Og Reginald hørte beruset
hvert Ord fra den Skjønnes Mund,
til Stjernerne blegned i Øster,
og Lærkerne vaagned af Bland;
da kvad hun: „Farvel min Brudgom!
snart farvet sig Østhimlen rød —
Farvel før min Stjerne slukkes
af Solens dræbende Glød!“
Og op fra det duunbløde Leje
hun hærved sig let som en Hind;
bort svæved hun med sine Søstre,
som Taagen for Morgenens Vind.
Men Reginald vandrede atter
til Borgen i drømmende Lyst,
og stirred vemodig tilbage,
og pressede Haanden mod Bryst.
Et Suk fuldt af sværmerisk Længsel
han sendte mod Skoven hen —
men Morgenens Luftning derinde
sukked til Svar igjen.
