Denne side er blevet korrekturlæst
63
Lænken.
Og Kjærlighed straaled fra Øjet,
saa barnlig, saa rig og saa fri —
og Blikket var ildfuldt, som Havet,
Naar Solstraalen bæver deri.
Ja selv den mystiske Stjerne,
hun i Diademet bar,
den blegned, som alle de andre,
ved Øjnenes funklende Par.
Og fro med sin Brudgom hun talte
i legende Toner og Ord,
og alle Naturens Under
afhylled hun Nattens Flor:
Hun tolked ham Fuglenes Sange
og Sivenes Hvisken ved Strand,
og mangen en skjæmtefuld Saga
hun vidste fra Feernes Land;
Hun talte om Ginistans Bjerge,
om Aveluns luftige Slot,
om Fata Morganas Troldom,
om Oberon, Alfernes Drot.
Hun viste ham Alfer, som sejled
paa Blade i speilklare Aa,
og kastede Bold til hinanden
med tindrende Dugdraaber smaa.
