96
var dog at opleve — opleve noget nyt, noget ukendt. Kom der intet nyt, hvad saa leve videre for? Saa havde man jo faaet den Lod, som man skulde have — og den blev ikke større eller bedre, fordi man tærede paa den Aar efter Aar. Hvis det var hans Bestemmelse at være Sagfører i Kjøbenhavn, saa kunde et Par Aar være nok til at opfylde denne Bestemmelse. Og hvis det var hans Bestemmelse at være gift med Melitta —
Kunde saa et Par Aar være nok til det?
Hans Ansigt fortrak sig i næsten legemlig Smerte. Hvad havde han at leve for? Hjemmet, vilde man sige. Bevar’es, han holdt mere af sin Kone, end vel de fleste Ægtemænd gjorde, og han forstod hende og beundrede hende saa fuldt som nogen — men — men — ogsaa her var Ilden slukket, og ingen ny kunde tændes, og Fremtiden gled ud i det ensformige Dag-efter-Dag, der føltes ligesom Tagdryp — og han skulde se hende, der engang havde været ung og skøn, ældes og graane, tilsidst blive sygelig og affældig — og de skulde sidde sammen og tale om - gamle Dage — om unge Dage, selv gamle — om, hvad der havde været og aldrig
