97
kom igen. Fremtiden var blot en langsom Gliden ned ad Bakke.
Men Barnet, Dorothea! Og han smilede, idet han tænkte paa hende og nævnede hendes Navn for sig selv, saa inderlig kær havde han hende, og saa fortryllende sød syntes hun ham. Og idet han hævede Hovedet, faldt hans Blik paa en klar lille Stjærne, der tindrede saa nydeligt og var saa langt borte fra det smudsige Natte-Kjøbenhavn, hvorigennem han kørte, og fra hvilket drukne Menneskers Raab og sjofle Fruentimmers Hvin trængte hen til ham. Ja, Dorothea — hun var en Stjærne, der tindrede paa hans Vej, og til hvilken Glæde var hun ham ikke for hver en Dag, fornyende sig selv, altsom hun voksede! Det var en Lykke at arbejde, for at hun skulde befinde sig vel —
Saalænge hun var Barn.
Men naar hun blev voksen, saa var det forbi — saa vilde hun glide fra ham til andre Forhold, til egen Vilje, egen Kærlighed.
Egen Kærlighed!
Aa, det var jo Galskab, at han sad her og fantaserede om sin Ulykke. Han var nu nogle
7
